Release details

2017-07-17 19:04 CEST
  • Print
  • Share Share
dk en

Forbuddet mod varemærket Café Crème i Frankrig er blevet ophævet

SELSKABSMEDDELELSE
Nr. 22/2017

                                                                                                                København, den 17. juli 2017

Forbuddet mod varemærket Café Crème i Frankrig er blevet ophævet

Det franske sundhedsministerium og budgetministerium har offentliggjort, at forbuddet, der blev udstedt i februar 2017 mod en række varemærker for tobaksprodukter, herunder Scandinavian Tobacco Groups mærker Café Crème og Paradise (jf. selskabsmeddelelse 3/2017 og 4/2017), er ophævet. Forbuddet skulle være trådt i kraft i februar 2018.

Baggrunden for ophævelsen af forbuddet er en afgørelse fra Conseil d'État (den højeste franske administrative domstol) i en sag, som ikke vedrører Scandinavian Tobacco Group. Den franske domstol tilsidesatte den regel i fransk lov, som gjorde det muligt for myndighederne at erklære varemærker lovstridige som led i den almindelige proces for godkendelse af produktpriser.

I den nævnte sag besluttede Conseil d'État desuden at spørge EU Domstolen om brugen af artikel 13 i EU's Tobaksvaredirektiv i forhold til etablerede varemærker samt om brugen af artiklen i relation til varemærker respekterer ejendomsretten, ytringsfriheden, friheden til at drive virksomhed samt proportionalitets- og retssikkerhedsprincipperne. Artikel 13, som den er implementeret i fransk lov, er den regel, som blev brugt til at forbyde Café Crème og Paradise. I gennemsnit bruger EU Domstolen 15 måneder på at besvare spørgsmål, som er henvist fra nationale domstole. 

Scandinavian Tobacco Group forventer, at den sag, som er rejst for Conseil d'État som forsvar for Café Crème varemærket, vil blive afsluttet af domstolen, da varemærket ikke længere er forbudt.

For yderligere information kontakt venligst:

For forespørgsler fra medier:
Kaspar Bach Habersaat, Director of Group Communications
telefon: +45 7220 7152 eller kaspar.bach@st-group.com

For forespørgsler fra investorer:
Torben Sand, Head of Investor Relations
telefon: +45 7220 7126 eller torben.sand@st-group.com



Om Scandinavian Tobacco Group

Scandinavian Tobacco Group A/S er sammen med sine dattervirksomheder ("Koncernen") en af verdens førende producenter af cigarer og traditionel pibetobak. Koncernen fremstiller desuden finskåren tobak og sælger tobaksrelateret tilbehør. Koncernen fremstiller og sælger 3 mia. cigarer og 5.000 tons pibetobak og finskåren tobak årligt. Scandinavian Tobacco Group vurderer, at det er det eneste selskab i verden, der har et strategisk kernefokus på fremstilling og distribution inden for alle disse tobakskategorier.

Scandinavian Tobacco Group har en førende position på markedet for maskinfremstillede cigarer i Europa, markedet for håndrullede cigarer i USA, markedet for internet- og katalogbaseret detailsalg af cigarer i USA, markedet for traditionel pibetobak på globalt plan samt på udvalgte markeder for fintskåren tobak.

Med en diversificeret portefølje bestående af mere end 200 varemærker har Scandinavian Tobacco Group et komplementerende sortiment af etablerede globale og lokale varemærker. Inden for cigarsegmentet omfatter porteføljen Café Crème, La Paz, Macanudo, CAO, Partagas (USA) og Cohiba (USA). Pibetobaksmærkerne omfatter Captain Black, Erinmore, Borkum Riff og W.Ø. Larsen, mens de førende varemærker inden for finskåren tobak inkluderer Bugler, Break, Escort, Bali Shag og Tiedemanns. 

Koncernen havde pr. 31. december 2016 ca. 7.600 medarbejdere i den Dominikanske Republik, Honduras, Nicaragua, Indonesien, Europa, New Zealand, Australien, Canada og USA.

For yderligere information henvises til www.st-group.com.

Scandinavian Tobacco Group A/S
Sydmarken 42
DK-2860 Søborg
Denmark

CVR 31 08 01 85

HUG#2120839